Nysgerrig?
Tag et kig på de gode råd og materialet, vi har samlet her. Er du i tvivl, så brug chatten eller send os en mail.


Det vigtigste er, at du er der
Det kan være svært at være forælder i en tid, hvor børn og unge møder mange fristelser og
påvirkninger – herunder nikotinprodukter. Mange forældre føler sig usikre på, hvordan de
bedst griber det an. Har du det sådan, så husk: Vi sidder klar til at hjælpe jer.
Det vigtigste er, at du er nysgerrig og engageret – for det betyder mere, end du tror. Undersøgelser
viser faktisk, at mange unge gerne vil have deres forældres støtte og hjælp. De har brug for dig – også selvom det måske ikke altid virker sådan.
Som forælder er du en vigtig rollemodel, og du kan gøre en stor forskel ved at være til stede
og tage snakken – også om svære emner som nikotin. Du behøver ikke vide alt. Det vigtigste
er, at du viser, du er der. Husk, det er dine handlinger, der tæller.
Færre unge bruger nikotin, hvis...
- Forældre ved, hvor den unge er, og kender vennerne.
- Forældre og den unge har en tæt og tillidsfuld relation.
- Forældre og den unge har en god dialog og laver aftaler om nikotin og alkohol.
- Forældre udviser tydelige holdninger mod nikotin og alkohol.
- Forældre bruger tid sammen med deres børn.
- Forældre kender og snakker med de andre forældre.
- Forældre og den unge laver aftaler om hjemmetidspunkt, og hvordan den unge kommer hjem.
- Forældre engagerer sig i de unges fritidsaktiviteter – tilbyd dig evt. som frivillig hjælper.
Får du kendskab til, at dine egne børns venner/omgangskreds eksperimenterer med nikotinprodukter, så tag fat i de andre forældre og del din bekymring. Husk at være positiv og en del af løsningen. Vær aldrig anklagende eller mistroisk.
Det kan du gøre
- Klik herunder og lær om nikotinprodukter og afhængighed
- Kontakt os og få gratis råd og hjælp, hvis du er i tvivl
- Hold øje med ændringer i dit barns adfærd og trivsel
- Tag en snak med dit barn – lyt nysgerrigt og vær åben
- Tal med andre voksne i dit barns liv – sammen står I stærkere
Vigtigt
Industrien bag nikotinprodukterne er dygtige og udvikler hele tiden nye metoder for at
gøre så mange som muligt afhængige af deres produkter. Uanset alder og konsekvenser.
Derfor må du ikke stole på, at du ved alt, selv om du har gjort en stor indsats for at sætte dig
ind i tingene.
Er du i tvivl, så kontakt os. Vi sidder klar til at rådgive dig – og det er gratis.
Brug for rådgivning uden for normal åbningstid?
Ring til Stoplinien på 80 31 31 31.
Dette website er en del af en tre-årig indsats i Skive-, Silkeborg- og Viborg Kommuner.
Projektets vision er at skabe et tilgængeligt tilbud for alle unge under 25 år, der ønsker at gøre sig fri af nikotinafhængighed.